5.3.3 Er en fokusgruppe et praksisfællesskab? - N

Wenger definerer et praksisfællesskab ud fra flg. : Der skal være et gensidigt engagement blandt deltagerne; praksisfællesskabets fælles virksomhed konstitueres af handlinger i en historisk og social kontekst, hvor deltagerne er engageret i handlinger, hvis mening de forhandler indbyrdes og medlemmerne skal have et fælles repertoire, som "omfatter rutiner, ord, værktøjer, måder at gøre ting på, historier, gestus, symboler, genrer, handlinger eller begreber, som fællesskabet har produceret eller indoptaget i løbet af sin eksistens."(Wenger 2004 :101)

Fællesskabet omfatter det eksplicitte f.eks.  i form af sprog, redskaber, dokumenter, billeder veldefinerede roller etc.. Det tavse f.eks i form af 'common ground' (fælles verdensbillede, grundlæggende antagelser), genkendelige forståelser, usagte tommelfingerregler, tavse konventioner, etc..

Caroll (Caroll, 2006: 26) siger om praksisfællesskaber:  "The tacit understanding of community-specific behaviour shared through enactment".

For at undersøge den grad af samhørighed eller tilhørsforhold, der findes blandt medlemmerne i en fokusgruppe, kan man tage udgangspunkt i Wengers (Wenger, 2004) beskrivelser af praksisfællesskaber. Som et udgangspunkt antager vi, at medlemmerne af gruppen hvad enten der er tale om en gruppe, der er fysisk samlet, eller mødes virtuelt, i en eller anden udstrækning har erfaringer, holdninger, viden, interesser mm. tilfælles. Wenger beskæftiger sig med to aspekter af tilhørsforholdet, hvor det læringsmæssige tilhørsforhold ikke er interessant i denne sammenhæng, men det aspekt af tilhørsforholdet, der omhandler identitet, er særlig interessant i forbindelse med dannelse og funktion i de grupper, som skal fungere i en fokusgruppekonstruktion.

I udvalget af personer, der inviteres til at deltage, vil researcheren bruge nogle kriterier for valg, som indebærer viden om de potentielle deltageres forudsætninger.

Når gruppen samles – enten fysisk i et interviewlokale eller virtuelt i et konferencerum på nettet, vil gruppens medlemmer have et fællesskab i form af de omgivelser, som rummet indebærer - de artefakter, som rummet tilbyder - de sproglige muligheder, der er til rådighed. Og ikke mindst det emne, som fokusgruppen er samlet om at beskæftige sig med, vil være af fælles interesse på en eller anden måde, fordi det er en del af researcherens grundlag for netop at vælge de personer ud.

Med disse baggrunde vil der være en væsentlig mængde af praksisforudsætninger til stede, som kan være grundlag for at konstruere et fællesskab. Kan dette fællesskab også beskrives som omfattende identitet, sådan af gruppens medlemmer identificerer sig med gruppen, at de oplever af have en identitet, der udvider deres opfattelse af engagement i sagen?

Wenger (Wenger, 2004: 200) beskriver tre forskellige måder at betragte tilhørsforholdet på:

·         Engagement – aktiv deltagelse i fælles meningsforhandlingsprocesser

·         Forestilling – fantasi – skabe billeder af verden og se forbindelser i tid og rum ved at ekstrapolere ud fra vores egen erfaring

·         Indordning – koordinere vores energi og aktiviteter for at passe ind i bredere strukturer og bidrage til bredere virksomheder.

 

Figur 6: Tilhørsforhold efter Wenger (Wenger: 201, figur 8.1)

 

I den konstruktion, som fo­kus­gruppen er, vil der selvsagt være tale om et kort­varigt fæl­les­skab. Mødet og interviewet er ved tilstedeværelsesmodellen – eller det synkrone virtuelle møde - begrænset til få timer, måske med en form for forlængelse i den forstand, at deltagerne op til mø­det har orienteret sin opmærk­som­hed hen mod emnet, og måske har modtaget noget materiale om både indhold og form for arrangementet.

Er der tale om den virtuelle gennemførelse, vil der i nogle tilfælde blive anvendt en model, hvor deltagerne asynkront i løbet af en konferenceperiode på dage - eller i længste fald uger - deltager i interview og dialog, og dermed reelt har et tilhørsforhold, som strækker sig over længere tid.

I begge tilfælde kan man sige at det gensidige engagement vil være til stede, den fælles fokusering på emnet og den derudaf voksende fælles meningsforhandling. Hver enkelt deltager i et praksisfællesskab finder en unik plads (rolle) , indordner sig og får en unik identitet, som integreres og defineres yderligere i løbet at deltagerens ongoing engagement.

Deltagernes forestillingsevne betegner, "den kreative proces i forbindelse med produktion af nye billeder og skabelse af nye relationer i tid og rum, der bliver konstituerende for selvet." (Wenger, 2004:204)

Fantasiens kreativitet er forankret i det fællesskabets sociale samspil og fælles oplevelser.

Wenger fremhæver, at fantasien ikke kun sker på individuelt plan, "men en måde at høre til på, der altid er forbundet med, at den sociale verden udvider virkelighedens og identitetens rammer".

Ved at sammenstille definitionen på praksisfællesskaber og projektets empiri, kan det konkluderes at deltagernes engagement og fælles fremadskridende interaktion specielt i VFG, helt klart tegner nogle streger til et praksisfællesskab.

I mange tilfælde bliver deltagerne udvalgt blandt et panel af personer, der har accepteret en opfordring fra analysebureauet om at stå i deres kartotek over personer, som man vil spørge om deltagelse i undersøgelser – både spørgeskemaer, telefoninterview, netbaserede surveys – og altså også fokusgrupper (det gælder f.eks. Catinet - se fodnote 1).

Disse personer vil måske et par gange om året blive inviteret til at deltage i undersøgelser med forskellige i emner, og kan dermed have et yderligere aspekt af tilhørsforhold, fordi de dermed oplever at være part i en (løs) organisatorisk tilknytning, og samtidig har de en praktisk erfaring som deltager.

 



1) Catinet – analysebureau, baseret bl.a. i København, vores kilde er her en person, som ofte har deltaget i undersøgelser, og er med i Catinets panel